Psykoterapeut-uddannelsens særkende

Therapaia – psykoterapeut-uddannelsens særkende

Et af psykoterapeut-uddannelses vigtigste særkender er, at den er et sammenhængende forløb med din personlige proces som omdrejningspunkt. Fagmoduler, udviklingsgruppe, egenterapi, uddannelsessamtaler og studiegruppe er ikke adskilte størrelser, men forskellige, sammenhængende rum til at lære og udvikle dig i og gradvist omsætte den proces, du får, til en praksis som psyktoterapeut.

Therapaia - akademi for spirituel psykoterapi
Therapaia - akademi for spirituel psykoterapi
Therapaia - akademi for spirituel psykoterapi

Din egen proces er fuldt integreret i alle dele af uddannelsen. Intet ses bare som teoretisk forståelse, men alt ses som mulig, indre læringsproces. Udviklingsgruppe og fagmoduler er ikke blot undervisningsmoduler; der er også terapeutisk proces på fx fagmodulerne som en del af, at det bliver en virkelig proces undervejs.

Sammenhæng er psykoterapeut-uddannelsens særkende

Belært af egne erfaringer med uddannelser har vi valgt at betone sammenhæng i uddannelsen, så du som studerende oplever en sammenhængende proces. Måden, der undervises på, og uddannelsens struktur gør, at processen kan forløbe kontinuerligt gennem fagmoduler, udviklingsgrupper, egenterapier og uddannelsessamtaler. På den måde får du en hel og intensiv proces, hvor viden og personlig udvikling smelter sammen. Indre og ydre læring hænger sammen, og derfor går vi fx meget op i læringsprocesser og sætter fokus på dem fra start.

Vi har vægtet at lave sammenhængende undervisningsforløb og med en meget høj grad af kommunikation mellem underviserne for at sikre en ensartethed i undervisningen. Når vi som mennesker oplever kontinuitet og sammenhæng i det, der foregår, kan der opstå en grundlæggende tryghed, som er nødvendig, for at vi kan åbne os og gå ind i en virkelig fordybelse af vores egen proces hver især. 

Ikke adskilte læringer, men én stor læring

Som studerende bliver du tæt fulgt af underviserne, der løbende er i udveksling om de enkelte studerendes processer og holdets bevægelse som helhed. I undervisningen oplever du en terapeutisk pædagogik, som muliggør, at den terapeutiske viden, du får, aldrig bliver isoleret fra din egen proces. Også af den grund undervises der ikke i store grupper med mange forskellige undervisere, men på hold med maks. 10 deltagere og tre gennemgående undervisere. Det sikrer, at der hele tiden er sammenhængskraft – ikke adskilte læringer, men én stor læring.

Uddannelsen sætter på den måde rammer for, at der kan foregå en virkelig, ikke-fragmenteret proces, hvor både det nye, du lærer, og alt det, du i øvrigt har med dig fra livet, er velkomment, vigtigt og en del af det hele. De forskellige elementer i uddannelsen spiller sammen tematisk, i arbejdsformerne, i den respons du får fra underviserne mv. – og ikke mindst i det perspektiv på mennesket, uddannelsen baserer sig på, og som underviserne og de tilknyttede terapeuter deler.

En kontaktfuld og levende rejse

Det betyder, at vi hele tiden går på én vej, den kontaktfulde vej. Forløbet bliver kontaktfuldt i alle dele af uddannelsen, så det hele tiden handler om din egen kontakt og din egen proces ind i dybden med de forskellige emner, der undervises i. I udviklingsgruppen, på fagmodulerne og i uddannelsessamtalerne følger underviserne med stor interesse, medfølelse og alvor udviklingen i din kontaktfuldhed – og vejleder og inspirerer dig på din rejse.

På fagmoduler og i udviklingsgruppen bruger vi forskellige indgange til at styrke kontaktfuldheden. Vi træner mundtligt udtryk, benytter os af kropslig bevægelse, kreative udtryk, meditation mv. Vi arbejder gennem mange kanaler, og det gør undervisningen levende, varm og frugtbar ind i en dybere afslappelse i krop og sind med dybere kontaktfuldhed til følge. 

Hvor befinder Therapaia sig i det psykoterapeutiske landskab?

Vi har følelserne som vores primære fokus og hører derfor hjemme i den del af det psykoterapeutiske landskab, hvor der arbejdes psykodynamisk/psykoanalytisk. Følelser og emotioner strømmer igennem os hele tiden, og oftest har vi alle undertrykte, uforløste og ikke-anerkendte følelser, ligesom vi ofte bremser vore hjertelige og glædesfyldte følelser. Vi har også en masse emotioner (mere overfladiske, men kraftige), som vi bremser eller fyldes af, og som ubevidst kommer til at styre os.

På uddannelsen træner vi den følelsesmæssige bevidsthed og arbejder med at udtrykke, hvad der er af følelser og emotioner i os. Dét bruger vi megen tid på gennem uddannelsen, således at den studerende efter det 4-årige forløb er veltrænet i at regulere og omsætte eget følelsesliv.

Vi bor meget tæt på de psykoterapeutiske retninger, som er emotionsfokuserede. Vi er også nabo til de psykoterapeutiske retninger, som baserer sig på den somatiske terapi (det kropslige), da vi både forholder os til kropslige responser fra følelseskroppen i samtaleterapien og lærer at arbejde kropsterapeutisk i form af berøring og bevægelse.

Psykoterapeut-uddannelsens udspring

Uddannelsen har sit udspring i selvudviklingstraditionen fra Bob Moore. Hans måde at forstå den mulige, menneskelige udviklingsproces på er en del af uddannelsens grundlag, og nogle af de arbejdsformer, vi bruger, stammer også herfra. Konkret inddrager vi fx forskellige former for meditation og energiøvelser fra Bob Moore og traditionen efter ham, herunder også elementer fra mindfulness.

Den personlige udvikling hos terapeuten vægter vi meget højt, og derfor trænes den studerende i sin egen meditative forbindelse og praksis – som en stabil kilde af fx ro, fundament og medfølelse. Heri ligger kontakt til en spirituel dimension, hvorfra kontaktfuldhed og tillid stammer. Vi træner at tage kontakt til det kærlige og klartseende, modne jeg i hjertet, vi alle har, herunder at kontakte vores egne, unikke kvaliteter. Og vi træner at tage kontakt til andre menneskers kvaliteter som en uundværlig del af det psykoterapeutiske håndværk.

Det menneskelige kvalitetspotentiale

Ofte er vi mennesker helt eller delvist ubevidste om vores kvalitetspotentiale. Vi oplever måske kvalitetskontakt som noget, der tilfældigt – og sjældent – opstår i os; i et heldigt øjeblik falder en appelsin i vores turban, og det føles måske ikke som noget, vi selv har den store indflydelse på. Oplevelser af manifesterede kvaliteter kan fx være knyttet til relationer med andre. Så oplever vi, at det er i en bestemt relation, vi opfyldes af eksempelvis kærlighed, glæde, lykke, meningsfylde – og at disse tilstande ikke er opnåelige uden denne bestemte relation.

Ofte er vi endvidere indspundet i selvindvikling med udmattende, indre dialoger om tvivl på egen værdi, vekslende med følelsesmæssig overfladiskhed og fravær af kontakt med os selv. At vågne op fra denne selvindvikling og ind i et følt nu kræver et omfattende arbejde med kontakt til krop, psyke, energi, fortid, nutid og ikke mindst bevidstheden om og erfaringen med kvaliteternes virkelighed og den spirituelle energi i universet.

Den erfaring kan blive en realitet bl.a. gennem hjertefuld terapi, hvor terapeuten selv evner at manifestere dette kvalitetsniveau – og gennem indsigt fra sin egen proces formår at vejlede kontaktfuldt ud fra et ikke-dømmende nærvær. Herved kan terapeuten støtte klienten gennem den forvirring, usikkerhed og sårbarhed, der altid vil være en del af en dybere selvudforskning.

Psykoterapeut-uddannelsens spirituelle perspektiv

Den grundlæggende, spirituelle, skabende kraft, vi alle udspringer af, er beskrevet af forskellige retninger inden for bl.a. selvudvikling, buddhisme, meditationsskoler og diverse, spirituelle grupper.  Forskellige retninger har ligeledes indgående beskrevet deres bud på veje til at opdage egne kvaliteter og dybereliggende essens. 

Teorier kan formidle en vis forståelse af området, men vigtigere end denne viden er den direkte erfaring med meningsfylden og enkelheden i mødet med kvaliteterne og den universelle, spirituelle energi. En længerevarende selvudviklingsproces kan føre ind i oplevelser af stadig oftere bevidst at kunne kontakte dette niveau i os selv og i universet. Derved kan vi gradvist slippe vanskeligheder, relateret til fx selvkritik og fortidens sår. Det er i sagens natur dybt opløftende og fører til livsglæde, meningsfylde, selvudfoldelse og et naturligt engagement i kulturen omkring os.

Korte terapiforløb og længerevarende udviklingsprocesser

Therapaias udgangspunkt for at arbejde med terapi er anderledes end det, nogle psykoterapeutiske uddannelser og de rent kognitivt arbejdende psykologer har. Ofte ligger fokus her mest på at ændre uhensigtsmæssige mønstre i personligheden gennem kognitive teknikker, så en mere smidig og hel personlighed bedre kan finde sig til rette i relationer og i kulturen generelt. Og fokus ligger ofte på de akutte og konkrete vanskeligheder, klienter kan have. På uddannelsen ved Therapaia er fokus i lige så høj grad rettet mod mulige, længerevarende udviklingsprocesser.

Når terapi forstås som en mulighed for en længerevarende proces, støttes klienten i at søge dybere ind i akutte problemstillinger, så bagvedliggende strukturer i personligheden bliver tydeligere. Og gradvis kan disse strukturer forvandles ind i en mere autentisk selvopfattelse og handlen hos klienten. Det gør den uddannede terapeut fra Therapaia egnet til at arbejde med både de helt umiddelbare vanskeligheder, kommende klienter ønsker at arbejde med, og de dybere niveauer, arbejdet med problematikkerne kan nå. Dét er muligt i kraft af terapeutens egen erfaring med det dybereliggende udviklingsarbejde, og hvis klienten selv er indstillet på den dybde i terapien.

Psykoterapeut-uddannelsens formål

Psykoterapeut-uddannelsens primære formål er at gøre den studerende i stand til at varetage terapeutiske forløb. Forløbene kan som beskrevet være såvel længerevarende, udviklingspsykologiske forløb, kaldet selvudviklingsprocesser, og almindelig, psykoterapeutisk behandling af akutte vanskeligheder og indre, smertelige tilstande. 

Generelt vil arbejdet under uddannelsen skærpe deltagerens kontakt med kontaktfuldhed, intuition, medfølelse, følelsesfuldhed og egne givende, hjertelige ressourcer. Det vil opleves meningsfyldt ind i den enkeltes personlige liv og vil samtidig være kvaliteter, der kan bruges ind i alle sammenhænge, både privat og arbejdsmæssigt. Deltageren vil endvidere blive bevidst om, hvor grænsen for det terapeutiske virke går samt lære at genkende, hvornår andre veje, måske i det etablerede behandlingssystem, er nødvendige at henvise til.

Kontakten mellem terapeut og klient er essentiel

Meget vigtigt for et vellykket, terapeutisk forløb er kvaliteten af kontakten mellem terapeut og klient. Derfor er det af betydning at træne en kommende terapeut i det at være kontaktfuld og nærværende i nuet og at turde tage en åben kontakt til klienten følelsesmæssigt, dvs. slippe holdninger, form og forsvar, så vidt det er muligt.

At kunne leve sig ind i, hvordan et andet menneske føler det at være i livet, er afgørende i terapi. Ud fra dette kan der opstå et møde, hvori klienten kan erfare noget om sine kvaliteter – ofte ved først at mærke dem hos terapeuten og derefter som en del af en indre virkelighed i én selv.

Med uddannelsen har vi på hjerte, at du lærer den dybe glæde at kende ved at bruge dig selv fra dine kvaliteter som psykoterapeut – på en hjertefuld og virkelig måde til gavn og glæde for mange mennesker og dig selv. 

Supervision og videre selvudforskning

Det er vigtigt at understrege, at et virkeligt arbejde som terapeut kræver en fortsat selvudforskning, egenterapi og arbejde med supervision efter de fire års uddannelse. Et vellykket arbejdsliv som psykoterapeut vil til stadighed være snævert knyttet til den fortsatte vækst for terapeuten selv. Det vil være ønskeligt for kommende klienter, såvel som for terapeuten, hvis han/hun fortsætter sit individuelle arbejde med sig selv efter endt uddannelse, gennem såvel individuel terapi som individuel supervision. Dette er muligt at gøre i en længere årrække ved Therapaia – akademi for spirituel psykoterapi – hvis det ønskes.

Vores bud på relevant efteruddannelse rummer forskellige muligheder for både supervision og videre udforskning af emner, du har været omkring på uddannelsen:

  1. år efter endt uddannelse kan du gå i en supervisionsgruppe med dem, du har taget uddannelsen sammen med.
  2. år efter uddannelsen anbefaler vi, at du følger en enneagramgruppe.
  3. år efter uddannelsen kan du gå i en åben supervisionsgruppe med andre psykoterapeuter, der ligesom dig har nogle års erfaring som praktiserende psykoterapeut.